Multilingual Scriptures Home » Danish Bible » James
| Danish Bible | ||
| Chapter # | Verse # | Verse Detail |
| 1 | 1 | Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen. |
| 1 | 2 | Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser, |
| 1 | 3 | vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed; |
| 1 | 4 | men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget. |
| 1 | 5 | Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham. |
| 1 | 6 | Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden. |
| 1 | 7 | Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Herren, |
| 1 | 8 | en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje. |
| 1 | 9 | Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, |
| 1 | 10 | den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst. |
| 1 | 11 | Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje. |
| 1 | 12 | Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham. |
| 1 | 13 | Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen; |
| 1 | 14 | men enhver fristes,når han drages og lokkes af sin egen Begæring; |
| 1 | 15 | derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når Synden er fuldvoksen, føder den Død. |
| 1 | 16 | Farer ikke vild, mine elskede Brødre! |
| 1 | 17 | Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge. |
| 1 | 18 | Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger. |
| 1 | 19 | I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; |
| 1 | 20 | thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. |
| 1 | 21 | Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår at frelse eders Sjæle. |
| 1 | 22 | Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv. |
| 1 | 23 | Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl; |
| 1 | 24 | thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor dan han var. |
| 1 | 25 | Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning. |
| 1 | 26 | Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves. |
| 1 | 27 | En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden. |
| 2 | 1 | Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse! |
| 2 | 2 | Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en fattig ind i smudsig Klædning, |
| 2 | 3 | og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige: Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel: |
| 2 | 4 | ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker? |
| 2 | 5 | Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham? |
| 2 | 6 | Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene? |
| 2 | 7 | Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder? |
| 2 | 8 | Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: "Du skal elske din Næste som dig selv", gøre I ret; |
| 2 | 9 | men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere. |
| 2 | 10 | Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle. |
| 2 | 11 | Thi han, som sagde: "Du må ikke bedrive Hor," sagde også: "Du må ikke slå ihjel." Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder. |
| 2 | 12 | Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov. |
| 2 | 13 | Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen. |
| 2 | 14 | Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham? |
| 2 | 15 | Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde, |
| 2 | 16 | og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørst, hvad gavner det? |
| 2 | 17 | Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv. |
| 2 | 18 | Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen. |
| 2 | 19 | Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; også de onde Ånder tro det og skælve. |
| 2 | 20 | Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig? |
| 2 | 21 | Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin Søn Isak på Alteret? |
| 2 | 22 | Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet, |
| 2 | 23 | og Skriften blev opfyldt, som siger: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed", og han blev kaldet Guds Ven. |
| 2 | 24 | I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro alene. |
| 2 | 25 | Ligeså Skøgen Rahab, blev ikke også hun retfærdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej? |
| 2 | 26 | Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død uden Gerninger. |
| 3 | 1 | Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide, at vi skulle få en desto tungere Dom. |
| 3 | 2 | Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde hele Legemet i Tomme. |
| 3 | 3 | Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme. |
| 3 | 4 | Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu står. |
| 3 | 5 | Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand! |
| 3 | 6 | Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede. |
| 3 | 7 | Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur; |
| 3 | 8 | men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødbringende Gift. |
| 3 | 9 | Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed. |
| 3 | 10 | Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være så. |
| 3 | 11 | Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld? |
| 3 | 12 | Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand. |
| 3 | 13 | Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed! |
| 3 | 14 | Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden! |
| 3 | 15 | Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk; |
| 3 | 16 | thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond Handel. |
| 3 | 17 | Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt. |
| 3 | 18 | Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred. |
| 4 | 1 | Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder? mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer? |
| 4 | 2 | I begære og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke få; I føre Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede; |
| 4 | 3 | I bede og få ikke, fordi I bede ilde, for at øde det i eders Lyster. |
| 4 | 4 | I utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod Gud? Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende. |
| 4 | 5 | Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidkærhed længes han efter den Ånd, han har givet Bolig i os, men han skænker desto større Nåde. |
| 4 | 6 | Derfor siger Skriften: "Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Nåde." |
| 4 | 7 | Underordner eder derfor under Gud; men står Djævelen imod, så skal han fly fra eder; |
| 4 | 8 | holder eder nær til Gud, så skal han holde sig nær til eder! Renser Hænderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede! |
| 4 | 9 | Jamrer og sørger og græder; eders Latter vende sig til Sorg og Glæden til Bedrøvelse! |
| 4 | 10 | Ydmyger eder for Herren, så skal han ophøje eder. |
| 4 | 11 | Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Den, som taler ilde om sin Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gører, men dens Dommer. |
| 4 | 12 | Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og fordærve; men hvem er du, som dømmer din Næste? |
| 4 | 13 | Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den eller den By og blive der et År og købslå og vinde, |
| 4 | 14 | I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men derefter forsvinder; |
| 4 | 15 | i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gøre dette eller hint. |
| 4 | 16 | Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond. |
| 4 | 17 | Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er det Synd. |
| 5 | 1 | Og nu, I rige! græder og jamrer over de Ulykker, som komme over eder. |
| 5 | 2 | Eders Rigdom er rådnet, og eders Klæder er mølædte; |
| 5 | 3 | eders Guld og Sølv er rustet op, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd imod eder og æde eders Kød som en Ild; I have samlet Skatte i de sidste Dage. |
| 5 | 4 | Se, den Løn skriger, som I have forholdt Arbejderne, der høstede eders Marker, og Høstfolkenes Råb ere komne ind for den Herre Zebaoths Øren. |
| 5 | 5 | I levede i Vellevned på Jorden og efter eders Lyster; I gjorde eders Hjerter til gode som på en Slagtedag. |
| 5 | 6 | I domfældte, I dræbte den retfærdige; han står eder ikke imod. |
| 5 | 7 | Derfor, værer tålmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. Se, Bonden venter på Jordens dyrebare Frugt og bier tålmodigt efter den, indtil den får tidlig Regn og sildig Regn. |
| 5 | 8 | Værer også I tålmodige, styrker eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær. |
| 5 | 9 | Sukker ikke imod hverandre, Brødre! for at I ikke skulle dømmes; se, Dommeren står for Døren. |
| 5 | 10 | Brødre! tager Profeterne, som have talt i Herrens Navn, til Forbillede på at lide ondt og være tålmodige. |
| 5 | 11 | Se, vi prise dem salige, som have holdt ud. I have hørt om Jobs Udholdenhed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er såre medlidende og barmhjertig. |
| 5 | 12 | Men for alting, mine Brødre! sværger ikke, hverken ved Himmelen eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men eders Ja være Ja, og Nej være Nej, for at I ikke skulle falde under Dom. |
| 5 | 13 | Lider nogen iblandt eder ondt, han bede; er nogen vel til Mode, han synge Lovsang! |
| 5 | 14 | Er nogen iblandt eder syg, han kalde Menighedens Ældste til sig, og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn. |
| 5 | 15 | Og Troens Bøn skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham, og har han gjort Synder, skulle de forlades ham. |
| 5 | 16 | Bekender derfor Synderne for hverandre og beder for hverandre, for at I må blive helbredte; en retfærdigs Bøn formår meget, når den er alvorlig. |
| 5 | 17 | Elias var et Menneske, lige Vilkår undergivet med os, og han bad en Bøn, at det ikke måtte regne; og det regnede ikke på Jorden i tre År og seks Måneder. |
| 5 | 18 | Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt. |
| 5 | 19 | Mine Brødre! dersom nogen iblandt eder farer vild fra Sandheden, og nogen omvender ham, |
| 5 | 20 | han vide, at den, som omvender en Synder fra hans Vejs Vildfarelse, han Frelser en Sjæl fra Døden og skjuler en Mangfoldighed af Synder. |