Multilingual Scriptures Home » Danish Bible » Nahum
| Danish Bible | ||
| Chapter # | Verse # | Verse Detail |
| 1 | 1 | Et udsagn om Nineve. En bog om Elkosjiten Nahums Syn. |
| 1 | 2 | En nidkær Gud, en Hævner er HERREN, en Hævner er HERREN og fuld af Vrede, en Hævner er HERREN mod Uvenner, han gemmer på Vrede mod Fjender. |
| 1 | 3 | HERREN er langmodig, hans Kraft er stor, HERREN lader intet ustraffet. I Uvejr og Storm er hans Vej, Skyer er hans Fødders Støv. |
| 1 | 4 | Han truer og udtørrer Havet, gør alle Strømme tørre; Basan og Karmel vansmægter, Libanons Skud visner hen. |
| 1 | 5 | Bjergene skælver for ham, Højene står og svajer; Jorden krummer sig for ham, Jorderig og alle, som bor der. |
| 1 | 6 | Hvem kan stå for hans Vrede, hvo holder Stand mod hans Harmglød? Hans Harme strømmer som Ild, og Fjeldene styrter for ham. |
| 1 | 7 | HERREN er god, et Værn på Trængselens Dag; han kender dem, som lider på ham, |
| 1 | 8 | og fører dem gennem Skybrud. Sine Avindsmænd gør han til intet, støder Fjenderne ud i Mørke. |
| 1 | 9 | Hvad pønser I på mod HERREN? Han tilintetgør i Bund og Grund; ej kommer der to Gange Nød. |
| 1 | 10 | Er de end som sammenflettet Tjørn og gennemdrukne af Vin, skal de dog fortæres som fuldført Strå. |
| 1 | 11 | Fra dig er der en draget ud med ondt i Sinde mod Herren, med Niddingeråd. |
| 1 | 12 | Så siger HERREN: Er de end fuldtallige og aldrig så mange, skal de dog omhugges og forsvinde. Har jeg end ydmyget dig, gør jeg det ikke mere. |
| 1 | 13 | Nu sønderbryder jeg det Åg, han lagde på dig, og sprænger dine Bånd. |
| 1 | 14 | Om dig lyder HERRENs Bud: Dit Navn skal ikke ihukommes mere. Af din Guds Hus udrydder jeg det skårne og støbte Billede, og jeg skænder din Grav. |
| 1 | 15 | Se, Glædsesbudet, som kundgør Fred, skrider frem over bjergene Fejr dine Fester, Juda, indfri dine Løfter! Thi aldrig skal Niddingen mer drage gennem dig; han er udryddet helt og holdent. |
| 2 | 1 | Hærgeren drager imod dig, hold Vagt med Omhu, hold Udkig, omgjord din Lænd, saml al din Kraft! |
| 2 | 2 | Thi HERREN genrejser Jakobs og Israels Højhed; dem har jo Hærværksmænd hærget og ødt deres Ranker. |
| 2 | 3 | Hans Heltes Skjolde er røde, hans Stridsmænd skarlagenklædt, hans Vogne funkler af Stål, den Dag han ruster og Spydene svinges. |
| 2 | 4 | Igennem Gaderne raser Vognene frem, hen over Torvene farer de i susende Fart; de ser ud som Fakler, farer frem og tilbage som Lyn. |
| 2 | 5 | Hans Helte kaldes frem, de snubler i Farten, de styrter frem imod Muren. Skjoldtaget er rejst. |
| 2 | 6 | Flodportene bliver åbnet, Kongsgården vakler. |
| 2 | 7 | Herskerinden føres bort i Landflygtigbed med sine Terner; de sukker som kurrende Duer, slår sig for Brystet. |
| 2 | 8 | Nineve er som en Dam, hvis Vand flyder bort. "Stands dog, stands dog!" råbes der, men ingen vender om. |
| 2 | 9 | Ran Sølv, ran Guld! Der er Liggendefæ uden Ende, alskens kostbare Ting i store Måder. |
| 2 | 10 | Tomt og tømt og udtømt, ængstede Hjerter, rystende Knæ og Skælven i alle Lænder! Og alle Ansigter blegner. |
| 2 | 11 | Hvor er nu Løvernes Bo, Ungløvernes Hule, hvor Løven frak sig tilbage, hvor Ungløven ej kunde skræmmes? |
| 2 | 12 | Den røved til Ungernes Tarv og myrded til Løvinderne, fyldte sine Hier med Bytte. sit Bo med Rov. |
| 2 | 13 | Se, jeg kommer over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE, dit Lejrsted lader jeg gå op i Røg. Dine Ungløver skal Sværdet fortære; jeg rydder din Røverfærd bort fra Jorden. Dine Sendebuds Røst skal aldrig høres mer. |
| 3 | 1 | Ve Byen, der drypper af Blod, hvor der kun tales Løgn, så fuld af Ran, med Rov uden Ende! |
| 3 | 2 | Hør Smæld og raslende Vogne, jagende Heste, |
| 3 | 3 | Stridsvognenes vilde Dans og stejlende Heste! Sværdblink og lynende Spyd, faldne i Mængde, Masser af døde, endeløse Dynger af Lig, man snubler over Lig! |
| 3 | 4 | For Skøgens vidt drevne Utugt, den fagre, udlært i Trolddom, som besnærede Folk ved Utugt, Stammer ved Trolddom, |
| 3 | 5 | kommer jeg over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE; dit Slæb slår jeg op i Ansigtet på dig, lader Folkeslag se din Blusel, Riger din Skam, |
| 3 | 6 | dænger dig til med Skarn og vanærer dig, ja sætter dig i Gabestok. |
| 3 | 7 | Enhver, som får dig at se, skal fly fra dig og sige: "Nineve er ødelagt, hvem vil ynke det, hvor skal jeg hente en til at give det Trøst?" |
| 3 | 8 | Mon du er bedre end No-Amon, der lå ved Strømme, omgivet af Vand som Bolværk, med Vand til Mur? |
| 3 | 9 | Dets Styrke var Ætiopere og Ægyptere uden Tal; Put og Libyer kom det til Hjælp. |
| 3 | 10 | Dog førtes det bort, i Fangenskab måtte det vandre, på alle Gadebjørner knustes også dets spæde; og om dets ædle kastedes Lod, alle dets Stormænd lagdes i Lænker. |
| 3 | 11 | Også du skal drikke og synke i Afmagt, også du skal søge i Ly for Fjenden. |
| 3 | 12 | Alle dine Fæstninger er Figener og tidligmoden Frugt; når de rystes, falder de den spisende i Munden. |
| 3 | 13 | Se, Folket i dig er som Kvinder, vidåbne for Fjenden er Portene ind til dit Land, Ild fortæred dine Slåer. |
| 3 | 14 | Øs Vand til Brug, når du omringes, styrk dine Fæstninger, træd Dynd, stamp Ler, tag fat på Teglstensformen. |
| 3 | 15 | Ild skal fortære dig på Stedet. Sværd udrydde dig, fortære dig som Springere. Er du end talrig som Springere, talrig som Græshopper, |
| 3 | 16 | er end dine Købmænd flere end Himlens Stjerner - Græshoppen kaster sin Vingeskal og flyver! |
| 3 | 17 | Dine Fogeder er som Græshopper, dine Tipsarer som Græshoppesværme; de lejrer sig i Hegn, når Dagen er sval; men når Solen står op, er de borte, man ved ej hvor. |
| 3 | 18 | Hvor sov dine Hyrder fast, du Assurs Konge! Dine Helte blunded; dit Folk er spredt på Bjergene, ingen samler dem. |
| 3 | 19 | Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er til Døden. Alle, som hører om dig, klapper i Hånd; thi hvem fik ikke din Ondskab stadig at føle? |